Forandringsgreb i hverdagen
Det globale AI-kapløb accelererer. USA investerer massivt i infrastruktur, Kina satser på billigere modeller og bred anvendelse, og Europa arbejder med sine egne teknologiske og regulatoriske styrker. En nyere analyse fra McKinsey peger på, at AI i stigende grad er blevet et strategisk og geopolitisk konkurrencefelt.
Men for organisationer er udfordringen ikke alene at få adgang til den nyeste teknologi. Det er at omsætte mulighederne til bedre opgaveløsning og reel værdi.
En medarbejder bruger eksempelvis AI til at udarbejde et analyseudkast. Arbejdet går hurtigere, og piloten viser lovende resultater. Men når løsningen skal bruges bredere, opstår nye spørgsmål: Hvem vurderer kvaliteten? Hvordan ændres arbejdsdelingen? Hvem har ansvaret for fejl? Og hvordan får resten af organisationen glæde af erfaringerne?
AI ændrer ikke kun værktøjet. Den ændrer også betingelserne for arbejdet.
Når en teknologisk forbedring bliver en organisatorisk forandring
AI kan frigøre tid, understøtte beslutninger og skabe nye muligheder. Men en forbedring af den enkelte opgave er ikke nødvendigvis en forbedring af den samlede opgaveløsning.
Når AI overtager eller understøtter dele af arbejdet, kan der opstå nye opgaver med kontrol, koordinering og faglig vurdering. Roller og ansvar kan forskydes, og eksisterende arbejdsgange skal måske gentænkes.
Samtidig udvikler teknologien sig løbende. Det, der virker i dag, kan kræve nye beslutninger i morgen.
Derfor er AI ikke alene et implementeringsprojekt med en tydelig begyndelse og afslutning. Det er også en vedvarende organisatorisk forandring, som skal fungere sammen med organisationens øvrige forandringer og daglige drift.
Her bliver organisationens forandringskapacitet vigtig: Evnen til at prioritere, lære og ændre praksis, mens betingelserne fortsat udvikler sig.

